Jammerbugt Kommune går ind i kampen mod de søde vaner blandt børn. Det sker gennem deltagelse i et nyt, nationalt projekt lanceret af Fødevarestyrelsen.
Projekt: 'Er du for sød?'
Danmark er det land i verden, hvor vi køber mest slik, og vi ligger også højt på listen, når det gælder de søde drikke. Danske børn får ifølge Fødevarestyrelsen op til fire gange mere slik og søde sager, end det er anbefalet i De Officielle Kostråd.
Det vil Jammerbugt Kommune nu – sammen med ni andre kommuner – støtte op om at ændre på ved at deltage i projektet ’Er du for sød?’, som har til formål at sætte et positivt aftryk på folkesundheden i Danmark. Et pilotprojekt med Hvidovre Kommune viste, at børnenes indtag af søde sager faldt med 13% gennem projektet.
Bevidsthed om de søde sager i hjemmet, skolen og fritiden
Projektet handler om at hjælpe familier med børn i 0.-3. klasse med at skære ned på de søde sager og drikke. Det kan bl.a. være ved at få skabt en bevidsthed om søde sager, og hvor de evt. kan undværes eller skæres ned på, og så handler det om at få skabt en anden ’hygge- og fejringskultur’ og om rammerne i skole- og fritidstilbud.
Det handler ikke om, at søde sager er forbudte. Men når de fylder en stor del børns kost, kan det øge risikoen for overvægt og livsstilssygdomme, skade tandsundheden og optage pladsen for mad- og drikkevarer, som bidrager med vigtige næringsstoffer. Samtidig hænger de søde vaner ofte ved ind i ungdoms- og voksenliv og øger risikoen for at udvikle overvægt senere i livet.
Ingen løftede pegefingre
Med Jammerbugt Kommunes deltagelse i projektet vil Sundhedsplejen og Tandplejen i kommunen få relevante værktøjer og blive klædt på til at tage samtaler med børnene og deres familier om, hvordan de kan skære ned og hjælpe dem med at blive bevidste om, hvor meget, de faktisk får. Det kan være gennem en bevidsthed om de søde sager i løbet af en uge, som man ikke nødvendigvis er så bevidst om, f.eks. myslibarer i madpakken, eftermiddagskiks eller saftevand til aftensmaden.
Der kommer ikke til at være tale om løftede pegefingre – tværtimod handler projektet om i fællesskab at skabe nye hygge- og snacking-vaner i familien, i skolen og i fritidslivet og sammen forsøge at ændre vores vaner, selvom det kan være svært.
Projektet er lanceret af Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet og er støttet af Nordea-fonden.
’Er du for sød?’ løber fra 2023-2027. De deltagende kommuner er Albertslund, Hvidovre, Tårnby, Vordingborg, Slagelse, Køge, Varde, Norddjurs, Frederikssund og Jammerbugt.
Læs mere om projektet på Fødevarestyrelsens hjemmeside
Fakta fra Fødevarestyrelsen
- DTU Fødevareinstituttet har sammen med Hvidovre Kommune kørt pilotprojektet ’Er du for sød?’.
- Resultaterne viste, at børnenes indtag af søde sager og søde drikke faldt med 13% på trods af, at værktøjerne blev afprøvet under coronanedlukningen, hvor danskernes sukkerforbrug ellers steg markant.
- Et højt indtag af søde sager og drikke er et problem for folkesundheden. Det bidrager med meget energi, sukker og mættet fedt og kun med få vitaminer, mineraler og kostfibre. Det øger risikoen for overvægt, skader tandsundheden og optager pladsen for mad og drikkevarer, som bidrager med flere næringsstoffer.
- ’Er du for sød?’ er støttet af Nordea-fonden med 13,8 mio. kr. fra 2023-2027.