Skræmmende god Halloween på Bratskov

Foto: Jammerbugt Kommune.
dato

80 unge var tilmeldt Bratscary Hellgard, og på aftenen d.31. oktober troppede endnu flere nysgerrige op for at se, hvad Jammerbugt Ungdomsskoles halloween-event på Bratskov, mon bød på. Alt i alt blev det til knap 100 deltagere.

Ungdomsskolens medarbejdere mødte de unge på stien ind til Bratskov, hvor de i ventetiden før turen blev talt op til begivenheden og kunne varme sig omkring de mange bål, der var tændt langs stien. Man kunne også riste sig en skumfidus.

De unge blev delt i grupper af 4, som efterfølgende mødte deres guide i gården. Guiden rammesatte oplevelsen ved at fortælle om det, der er sket gennem historien i og omkring Bratskov siden 1500-tallet. Turen gik gennem sidebygningerne, stuen og førstesal, hvor deltagerne mødte nogle af de vigtige historiske personer, der har huseret på Bratskov - ikke mindst de personer, der den dag i dag går igen på Bratskov, som for eksempel Den Hvide Dame.

Efter den dunkle rundvisning ventede kage og saftevand i fakkellyset på broen.

”Vi fik rigtig gode tilbagemeldinger fra de unge, det var spændende, uhyggeligt og en rigtig god oplevelse. Vi kunne høre, at der var unge fra hele kommunen, så målet om at skabe noget på tværs lykkes igen for os,” fortæller ungdomsskoleleder, Michael Enodden.

Han og ungdomsskolens øvrige medarbejdere er allerede gået i gang med at planlægge næste års halloween-event, som også bliver en større begivenhed.

Kilde: Jammerbugt Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.