Rent badevand i Blokhus Bæk

Foto: Jammerbugt kommune.
dato

For en måned siden blev kilden til forureningen i Blokhus Bæk fundet og stoppet. Nu kan der igen pjaskes og soppes.

Vandet i Blokhus Bæk er nu igen rent. Det viser de seneste analyser af vandet i bækken, som Jammerbugt Kommune netop har modtaget fra laboratoriet Eurofins, der giver badevandskvaliteten topkarakteren ”udmærket”.

”Det er glædeligt, at den løsning, som blev sat i værk for en måned siden, nu har fået det rene vand i bækken tilbage igen. Kilden til forureningen viste sig ikke helt let at finde, men straks den var fundet, blev der taget affære, og nu er bækkens problem heldigvis løst,” siger formand for Miljø- og teknikudvalget i Jammerbugt Kommune, Christian Hem.

"Forhåbentligt kan mange endnu denne sommer få glæde af det rene vand i både hav og bæk på Blokhus Strand" - Christian Hem, formand for Miljø- og teknikudvalget


Stoppet forurening

Det seneste år har Jammerbugt Forsyning, som står for afledningen af spilde- og regnvand i fællesskab med Jammerbugt Kommune, som er ansvarlig for vandløbenes kvalitet, eftersøgt kilden til forureningen af Blokhus Bæk.

Da der første gang blev gjort opmærksom på problemet, blev det antaget, at kilden var en forkert opkobling på Tivoli-pladsen, som førte til, at spildevand fra det besøgende cirkus blev udledt som regnvand. Der blev ryddet op, men fire måneder senere blev der igen observeret forurening i bækken.

I efterårs- og vintermånederne er der færre beboere i sommerhusområderne og derfor mindre spildevand og sværere betingelser for at finde fejl i nettet. Først sidst i juni i år, lykkedes det derfor at opspore kilden, som var forkert opkoblede spildevandsledninger et andet sted. Jammerbugt Forsyning afskar med det samme den pågældende spildevandsbrønd, så intet herfra siden er løbet med regnvandet ud i bækken.

Rent badevand i havet hele tiden

Nu har sommerens regn gennemskyllet Blokhus Bæk og vandet er igen rent. Jammerbugt Kommune tager løbende prøver af badevandet i havet, også helt tæt på udløbet af Blokhus Bæk, og her har der på intet tidspunkt været tegn på forurening, som har været bare i nærheden af grænseværdierne. Når der sidst i juni i år blev sat skilte op med badeforbud, skyldes det selve bækkens popularitet.

”Da vi blev gjort opmærksom på, at bækken ved udløbet på stranden i sommermånederne bliver brugt til pjask, leg og vandaktiviteter, satte vi skilte op med forbud mod ”badning”. Men dem har vi altså heldigvis nu kunnet tage ned igen. Forhåbentligt kan mange endnu denne sommer få glæde af det rene vand i både hav og bæk på Blokhus Strand,” lyder det fra Christian Hem.

Badevandet i Blokhus Bæk får karakteren "udmærket"

Badevandskvalitet

Forureningen i badevand måles i indholdet af de skadelige bakterier enterokokker og Escherichia coli (E.coli)

https://www.jammerbugt.dk/nyheder/rent-badevand-i-blokhus-baek/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.