Det virker som manglende planlægning, at man i Aabybro kan iagtage 3 busser indenfor 10 minutter nærmest køre kortegekørsel fra Aabybro busholdeplads mod Aalborg. Rute 70, 71, 971x og 200 der triller afsted med 2-4 passagerer i 20 tons køretøjer med plads til ca. 50 passagerer. Kunne man ikke forsøge sig med færre afgange og/eller mindre busser, hvis man ønsker at spare penge?
Mellem Aabybro og Aalborg kører der hver dag over 70 afgange - hver vej - bybusserne medregnet!
Jammerbugt kommunes og Region Nordjyllands repræsentanter burde stille større krav til til planlæggerne i NT, og ikke kun stiltiende acceptere nedskæringer som at nedlægge rute 70, der bl.a. betjener Birkelse og Ryå.
At oprette et stoppested for expresbus 970x på rastepladsen ved omfartsvejen udenfor Birkelse vil være spild af penge og ikke et reelt alternativ for byens borgere. Hvem vil byde sine børn eller ældre at skulle vente på bussen et så øde sted? Heller ikke selvom der etableres belysning m.m.
Jammerbugts Kommunes repræsentant i NT’s bestyrelse Christian Hem har på sin Facebook profil svaret en beboer fra Ryå at “Ryå vil i fremtiden blive betjent af plustrafik eller skolebussen.” Kollektiv trafik i Jammerbugt Kommune tilbyder flextrafik, flextur og plustur, men ikke lige netop plustrafik!
Hvis der med udtrykket plustrafik menes plustur, skal man endelig ikke forvente at blive tilbudt at blive kørt til nærmeste busstoppested. Nærmeste busstoppested for alle i Ryå, er ved Aabybro Mejeri. Her er afstanden mindre end 2 km. så rejseplanen.dk vil foreslå en gåtur til mejeriet og herefter rute 71 eller 200 til eller fra Aabybro.
Menes der derimod flextur, er det at gøre grin med folk. Bedømmelsen af Movia og NT flextrafik på Trustpilot taler for sig selv, kompliceret og generelt dårlig service. Ikke et reelt alternativ til almindelig taxakørsel.
Jammerbugt Kommune behandler for tiden - sidst på et møde i Teknik og Miljøudvalget 3. juni 2024 - et projektforslag fra NT hvor omlægning af rute 970x og nedlæggelse af rute 70 var eet af punkterne.
I dette projektforslag hedder det “Høring/borger- og brugerinvolvering : Ikke relevant” !?
Jeg håber politikerne i Jammerbugt kommune tænker sig om en ekstra gang, inden de afsætter midler til at ændre Birkelsevej i Aabybro, så rute 970x kan køre omkring Aabybro og dermed nedlægge rute 70.
Taberne bliver befolkningen i de små byer - Birkelse, Ryå, Klim, Thorup, Vesløs, Thylejren, Frøstrup, Østerild, Vesløs, Østerild - og iøvrigt beboerne langs Birkelsevej der nu får tung trafik med 18 afgange dagligt - hver vej - der bliver øget til 28 når rute 70 bliver nedlagt.
Budskabet fra NT er indlysende, flere privatbiler ud på vejene og kør bil til du blir 100. Tænk over det, næste gang du hører om den grønne omstilling!
Med venlig hilsen
Ole Steen Jensen, Birkelse