Kulturpris til kreativ Jammerbugt-iværksætter med stort netværk

Foto: Jammerbugt Kommune. Kulturpris-uddeling på Tranum Strandgård
dato

Jammerbugt Kommunes Kulturpris 2023 blev søndag d. 8. oktober uddelt på Tranum Strandgård ved et festligt arrangement, der også markerede afslutningen på årets Kulturuge.

Kulturprisen i Jammerbugt Kommune gives til en person, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats med kunst og kultur i hjertet og med gode formidlingsevner - en person, der er igangsætter og inspirator og som har sat gang i kunstneriske og kulturelle aktiviteter. 

I år faldt valget på tidligere højskoleforstander, kulturkonsulent, koncertarrangør mm., Karsten Højen.

Ved overrækkelsen satte Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, fritids- & landdistriktsudvalget ord på nogle af prismodtagerens mange kvaliteter:

”Årets prismodtager er meget engageret og kreativ og fuld af gode ideer til, hvordan kunst og kultur kommer til os i Jammerbugt Kommune på en måde, som vi kan lide. Derfor deltager vi gerne i påfundene både som publikum, som frivillige og som samarbejdspartnere.”

”Han har et kæmpe netværk, som han, sammen med sin mangeårige professionelle erfaring som kulturel ildsjæl, bruger til at få enestående kunstneriske oplevelser til Jammerbugt Kommune,” lød rosen.

Også Karsen Højens indsats for at bringe kunst og kultur til børn og unge på kanten af samfundet blev nævnt. Ligesom hans initiativ til arrangementer som Global Gardenparty på Skovsgård Hotel, Sommersang på Bratskov og Galleri-koncerterne her på Tranum Strandgård blev fremhævet.

”Du er simpelthen så god til at se, hvad der kan komme til at fungere og du får det til at ske – blandt andet qua dine organisatoriske evner og dit kæmpe netværk af kunstnere, der selvfølgelig gerne vil tage turen til Jammerbugt, når det nu er dig, der spørger,” beskrev Helle Bak Andreasen.

Kulturprisen

  • Det er tredje gang, der uddeles en Kulturpris i Jammerbugt Kommune.
  • Alle kan indstille modtagere af Kulturprisen til Kulturelt Samvirke, som dernæst indstiller til Kultur-, fritids- & landdistriktsudvalget, der udpeger den endelige modtager af prisen.
  • Læs mere om Kulturprisen HER
Kilde: Jammerbugt Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.