Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune besluttede på mødet torsdag d.23. marts at hjælpe Jetsmark Idrætscenter med restfinansieringen af det byggeri, som blev sat i stå for knap et år siden.
Nu kan renoveringen af Jetsmark Idrætscenter gøres færdig. Med beslutningen om en kommunal håndsrækning til det kriseramte center på kommunalbestyrelsesmødet d. 23. marts, bliver det nu muligt at fortsætte det arbejde, som blev sat brat i stå, da totalentreprenør på projektet, Q-Construction A/S, blev erklæret konkurs d.5. maj sidste år.
Siden konkursen i Q-Construction A/S er der blevet arbejdet på højtryk for at finde løsninger i en virkelighed, som indenfor byggebranchen ser helt anderledes ud, end den gjorde for to år siden, da første spadestik til det nye Jetsmark Idrætscenter blev taget. Der har således vist sig et behov for restfinansiering på 9,6 millioner, som Jetsmark Idrætscenter ikke selv har mulighed for at dække.
På kommunalbestyrelsesmødet d. 23. marts besluttede Jammerbugt Kommune at betale Jetsmark Idrætscenter restbeløbet på 9,6 millioner over en 6-årig periode med et foreløbigt krav om tilbagebetaling på bare 75.000 kr. årligt. Aftalen er kommet i stand i samarbejde med Sparekassen Danmark.
Nu kan vi komme videre
Borgmester Mogens Christen Gade er glad for, at der blev fundet løsning.
”Det var en ulykkelig situation, som vi fra Jammerbugt Kommunes side er glade for at kunne bidrage til løsningen på. Det gode samarbejde mellem Sparekassen Danmark, Jammerbugt Kommune og Jetsmark Idrætscenter kommer til at betyde, at vi snart har et flot og moderne Jetsmark Idrætscenter, som også fremover kan danne rammen om masser af aktivitet. Det er godt for lokalsamfundet og for hele kommunen”.
Formand for Jetsmark Idrætscenter, Inger Kristensen er lettet over, at arbejdet med det nye center nu kan sættes i gang igen.
”Vi er taknemlige for, at Jammerbugt Kommune er trådt til og hjælper med restfinansieringen af byggeriet. Det er en situation vi uforskyldt er havnet i, og det betyder meget, at vi nu kan komme videre. Vi glæder os til igen at kunne drifte centeret. Den uforskyldte forlængelse af byggeriet har medvirket til, at det budgetterede driftstab i forbindelse med renoveringen er oversteget drastisk. Nu tæller vi ned til at byde vores mange brugere/gæster, foreninger, lejere og Skolecenter Jetsmark velkommen i det ny Jetsmark Idrætscenter.” - Inger Kristensen, formand for Jetsmark Idrætscenter
Klar til brug i efteråret
Renovering og udbygning af Jetsmark Idrætscenter har fundet sted i flere etaper, og omfatter blandt andet renovering af hallen og svømmehallen, samt nye og flere omklædningsfaciliteter, nyt springcenter og motorikcenter, ny café, samt en ny facade.
Den sidste etape har været udbudt i licitation, og vinderen af totalentreprisen er Kjærsgaard og Simonsen Aps, som også vandt den igangværende etape. D. 1. september 2023 forventes det, at samtlige nye faciliteter kan tages i brug.
Jetsmark Idrætscenter rummer i dag omkring 3000 medlemmer fordelt på cirka 12 foreninger, samt oplysningsforbund, der er brugere af huset, dertil kommer gæster udefra, samt Skolecenter Jetsmark. Blandt foreningernes aktiviteter er badminton, fitness, floorball, fodbold, dykning, e-sport, spring- og rytme gymnastik, håndbold, spinning, svømning og tennis.
https://www.jammerbugt.dk/nyheder/jetsmark-idraetscenter-kan-fortsaette-byggeriet/