I starten af februar godkendte Jammerbugt Kommunes kommunalbestyrelse, at kommunen skal indgå i en aftale, der har til formål at stoppe brug af virksomheder, der bruger skattely. Nu er aftalen officielt blevet underskrevet af borgmesteren.
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune besluttede på deres møde 1. februar 2023, at kommunen skal være med i aftalen ”Charter for skattelyfrikommuner”, som handler om at undgå handel med virksomheder, der flytter penge i skattely.
Borgmester Mogens Christen Gade har 16. februar 2023 på vegne af Jammerbugt Kommune skrevet under på aftalen, og kommunen har dermed forpligtet sig til at tilstræbe at vælge virksomheder, der udviser en ansvarlig skatteadfærd.
23 andre kommuner og to regioner i Danmark har også skrevet under på aftalen. Bl.a. de nordjyske kommuner Aalborg, Hjørring og Frederikshavn.
Det er vigtigt, at der hvor man har sin virksomhed – det er også der, hvor man skal betale sin skat. Derfor vil vi i Jammerbugt Kommune gerne støtte op om den her aftale, sammen med de andre kommuner og regioner, så vi gør, hvad vi kan lokalt mod et globalt problem – og står sammen om at undgå virksomheder, der benytter sig af skattely.
Aftalen er udarbejdet af Oxfam, som arbejder for at bekæmpe fattigdom og ulighed – f.eks. i forhold til uddannelse, sundhed og økonomi.
https://www.jammerbugt.dk/nyheder/jammerbugt-kommune-skriver-under-pa-aftale-om-at-modarbejde-skattely/