Her dyrkes de gode gruppedynamikker

Foto: Jammerbugt Kommune. Hver mandag inviterer Mette og Maiken indenfor
dato

I Cafe God Start samles en gruppe sårbare spædbarnsmødre hver mandag formiddag. Målet er at give mod på livet som mor, og redskabet er samværet med de andre.

Hver mandag formiddag inviterer Maiken Gjetterman og Mette Vendelbo indenfor i Café God Start i sundhedscentret i Brovst. Målgruppen er sårbare spædbørnsmødre, og formålet med at samles er både mere viden om knibeøvelser og amning, men også social støtte og et givende fællesskab. 

”Vi vil gerne give mødrene mod på og lyst til at træde ud i livet. I Cafe God Start dyrker vi den sociale del af forældreskabet – at være social med sit barn sammen med andre i samme situation,” fortæller Maiken, som er familieterapeut og Mette, som er sundhedsplejerske – begge ansat i Jammerbugt Kommune, hvor Cafe God Start har været et tilbud siden 2012.

Se mor og barn
Første halvdel af en formiddag i Café God Start foregår på gulvet med sang, leg og hygge. Her støttes den vigtige relation mellem mor og barn.

”Vi starter med en goddag-sang, hvor vi nævner barnets navn og har herefter forskellige øvelser og lege, hvor tosomheden er i fokus. Ofte hører vi, at den enkelte mor går hjem og laver øvelserne med sit barn, og det er jo netop hensigten: At de to dyrker deres relation,” fortæller Maiken. 

Tiden på gulvet handler også om, at Maiken og Mette er aktivt til stede.

”Det at blive mor kan være sårbart og behovet for at blive anerkendt er betydningsfuldt. Når vi mødes i caféen, er det vores fornemmeste opgave at understøtte barnets udvikling og det glædesfulde samspil mellem mor og barn. Fundamentet i caféen er tryghed for mor og barn,” forklarer Maiken.

Ikke den eneste med problemer
Man bliver ikke visiteret til Cafe God Start. Nogle af mødrene er allerede tilknyttet Jammerbugt Kommunes Spædbarnsteam og får kendskab til caféen her.

Andre bliver bekendt med caféen fra deres jordemor eller sundhedsplejerske. En vigtig forudsætning for gruppens karakter er netop, at den ikke er et behandlingstilbud, men åben og frivillig. 

”Vi har ingen individuelle snakke med mødrene. Dem tager de med deres sundhedsplejerske, og vi ved ikke mere, end hvad de fortæller os. Men mange benytter muligheden for at åbne op i caféens fællesskab, når vi i den sidste time, efter at have behandlet forskellige temaer, tager en runde, hvor alle får ordet. Her bliver fortalt om de svære ting – i forældreskabet, parforholdet eller familiens hverdag. Det kræver mod. Men gevinsten er stor, når man kan spejle sig i andre i samme situation. Følelsen af at være den eneste med sine problemer forsvinder - og dermed skammen,” fortæller Mette.

God plads med de rigtige rammer
På mange måder er det derfor deltagerne i Café God Start, som, indenfor gruppens rammer, giver hinanden noget. Maiken og Mettes opgave er at sætte rammerne. 

”Vi er meget tydelige omkring reglerne og rammerne for vores samvær. At vi for eksempel tager godt imod nye, at alle skal kunne komme til orde, og at vi skal kunne dele sårbare og fortrolige ting uden at vi peger fingre ad hinanden. Men det er også vigtigt for os, at stemningen er god, at vi hygger os og har det sjovt,” forklarer Maiken. 

Både Maiken og Mette elsker arbejdet i Café God Start, som de har bestyret i henholdsvis 5 og 11 år. Gruppen er åben for mødre lige fra slutningen af deres graviditet til barnet er ét år, og de fleste af gruppens nuværende 4-5 deltagere tropper op hver mandag.

Sammen med den afsluttende evaluering hver gang, fortæller det duoen bag Café God Start, at konceptet giver mening. 

”I Cafe God Start er der god plads. Sammen arbejder vi med hele spektret af følelser. Vi kan have det sjovt. Vi kan dele det sårbare og lufte vreden. Den her guppe kan i virkeligheden håndtere rigtig meget,” beskriver Mette.

Kilde: Jammerbugt Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.