Aabybro Svømmeklub havde stor succes til Danske Årgangsmesterskaber, den første weekend i februar.
Aabybro stillede med Christian Abrahamsen, som havde kravtider i hele 8 løb. Christian viste at den hårde træning betalte sig, da han kom hjem med 100% personlig rekord. Christian endte stævnet med flere top-10-placeringer, men hans bedste resultat kom søndag morgen, da han svømmede 200 fri.
Han hoppede fra nr. 14 til nr. 5, da han slog 6.5 sekunder af sin personlige rekord. Det var et løb hvor alt spillede, og han viste, hvad han kunne.
Christian fik en masse god erfaring med hjem fra weekenden, da dette var hans første Danske mesterskab. Det er både erfaring i forhold til håndtering af nerver, men også en masse erfaring, i hvad det kræver, for at udvikle sig, så man kan forblive en del af toppen i sin årgang.
Næste gang Christian og resten af holdet i Aabybro skal i aktion, er allerede i kommende weekend, d. 11.-12. februar, når turen går til Brønderslev til Vendsyssel Cup, hvilket har 50 års jubilæum.