Svømmerne fra Aabybro Svømmeklub er godt i gang med den nye stævnesæson. Mange har set frem til den efter en lang sommerferie og vi har mange "nye" svømmere, idet vores talentfulde unge svømmere er rykket op på konkurrenceholdet og nu kan deltage i større stævner.
Efter en fin opstart til et en-dags stævne i Hjørring til Nordjyske Cup, var svømmerne helt klar til den næste store opgave, og:
NORDBYBRO TRIUMFERER VED ÅRGANGSSTÆVNE VEST 2024
Ved det nyligt afholdte Årgangsstævne Vest 2024, stillede Nordbybro op som et samarbejde mellem Aabybro Svømmeklub og Svømmeklubben Nord, og klubben opnåede imponerende resultater, både i bassinet og udenfor.
Flere af klubbens svømmere tog modigt udfordringen op og prøvede nye distancer, hvilket resulterede i flotte præstationer. Josephine er et stærkt eksempel, da hun imponerede med en bemærkelsesværdig indsats i 200 m. butterfly.
Desuden løb Aabybro med sejren i hele to konkurrencer - vi blev hyldet for både bedste hjemmelavede BANNER og for at skabe den BEDSTE STEMNING under stævnet.... Det understreger klubbens stærke sammenhold og positive energi. Nordbybro ser frem til fremtidige stævner og glæder sig til at fortsætte den gode udvikling blandt svømmerne.
Navnet Nordbybro blev svømmerne fra Svømmeklubben Nord og Aabybro Svømmeklub enige om til en fællestræning, hvor de lavede banner og havde fællesspisning. Et sådant samarbejde var nødvendigt, da svømmerne skulle konkurrere i discipliner med helt op til 8 deltagere pr. hold. Der blev heppet højlydt på svømmerne i Sofiendal Svømmehal hele weekenden, og det var en flok glade, men trætte svømmere, der kom hjem til Aabybro med 2 pokaler, efter en fantastisk svømmeindsats med sociale arrangementer og holdsport udenfor bassinet oveni!