Der stod DM Kortbane 2021 på tapetet for svømmerne fra AAIF Svømning i weekenden, og selvom cheftræner Stefan Stenberg havde skruet ned for forventningerne til sine svømmere, da de kun har trænet 1 måned, så fik han noget at glæde sig over.
De 6 deltagende svømmere i alderen 12-15 år formåede ikke blot at slå 70% personlige rekorder, men sågar også at bryde både individuelle og holdkaprekorder, som har været urørlige i over 20 år i AAIF Svømning (Se oversigten nederst i artiklen).
"Jeg er ovenud tilfreds og imponeret over, hvordan de bare har svømmet SÅ stærkt. Jeg er sjældent så stolt, som jeg er blevet på baggrund af dette mesterskab"
"Det gik helt vildt fantastisk. Alle har forbedret sig og vi har oplevet over 70% Personlige Rekorder i alt! Det er MEGET flot, når man tænker på, vi kun har været i gang i en måned" - Stefan Stenberg, cheftræner i AAIF
De seks deltagende svømmere var: Sofie Callsen, Sebastian Porsborg, Sebastian Saugbjerg, Mads Poulsen, Mads Mølgaard, Mathias Barslev og her var der roser fra cheftræneren hele vejen rundt:
"Alle 6 svømmere har leveret fantastisk svømning og vi viser virkelig, at vores trup er ved at være bedre end den har været i meget meget lang tid"
Fokus mod DM Junior og Aalborg Cup
Selvom succesen var overvældende for AAIF Svømning, så skal der ikke hviles på laurbærerne understreger Stefan Stenberg:
"Nu skal træningen være hårdere, så vi kan træne op mod topningen i november måned, hvor der både er DM Junior og Aalborg Cup"
Her understreger cheftræneren vigtigheden af de to kommende stævner, DM Junior og Aalborg Cup, som allerede nu er sat som hovedmålet for AAIF:
"Disse stævner har vores hovedprioritet og det giver nu luft i kalenderen til at kunne træne både aerobt, anaerobt og med maksimal iltoptagelse. Det bliver helt fantastisk og svømmerne glæder sig til, at der også arbejdes hårdt og kort. Indtil nu har det nemlig kun været lav intensitet og langt"
Næste gang svømmerne fra AAIF skal i aktion er dog Sparekassen Thy Cup d. 1.-3. oktober 2021 i Thisted.
De nye rekorder:
Mads Mølgaard, Mads Poulsen, Mathias Barslev og Sebastian Porsborg har nu klubrekorden i 4x50 medley herrer kortbane, der lyder på 1:59.69 og dermed sletter den gamle tid fra 1994 der var indehavet af Anders J, Bjørn S, Kasper N og Kim S.
Drengene, der ses på billedet nedenfor, sluttede også af med at komme under den gyldne milepæl på 4 minutter på 4x100 fri.
Foto: Stefan Stenberg af de stolte nye rekordindehavere
Især Mathias Barslev, som ses på billedet nedenfor, var rekordsulten.
Foto: Stefan Stenberg af Mathias Barslev
På førsteturen tog Mathias Østergaard Barslev også klubrekorden på 50 ryg I ny rekord på 28.57 og sletter Søren Boves tid fra 1999!
Mathias Østergaard Barslev sletter dagen efter Lasse Højfeldts rekord på 100 ryg fra 2002. Nu lyder den på 1.02.85.
Mathias er altså den hurtigste rygsvømmer på 50m og 100m kortbane i hele klubbens levetid (1972 = ca. 50 år).